Essentiel traumeforløsning

- healing af dit indre barn

Jeg er dybt optaget af epigentik og traumers arvelighed og har skrevet nedenstående indlæg omkring det.

Når traumer går i arv.

Det er ikke kun fordi, at din mormor også bar en del af dig i sin mave – i form af det æg, der siden blev til dig - at jeg (og mange forskere efterhånden), føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er naturligvis også tilfældet fra din fars side af familien.

Igennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og vidergivelse af traumer, og jeg er dybt optaget af det.

Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sjæl.

Det er lidt langt og lidt nørdet, men hæng i, for det er så interessant.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere, bl.a. Bruce Lipton, Cellebiolog, mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, PH.D siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.)”.

Følelsesmæssige traumer, blandt andet, ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og "slukning" af vores gener og deraf tilknyttede symptomer -med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt en gruppe af forskere fra Emory University School of Medicine.

Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus. Både musenes afkom og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær, og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af kirsebær.

Den del af DNAét der bestemmer følsomheden overfor, i dette tilfælde, kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (Resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker og blandt andet den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette. I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede post-traumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

Vores celler er altså på en måde som små hjerner som sanser og lagrer oplevelser, allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”. – publiceret af Center for Epigenetik.

I METAsundhed går vi lige skridtet videre, for METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning viser, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer.

En METAsundhedsanalyse er netop en dybdegående analyse af, hvilket følelsesmæssigt traume der kan være medvirkende årsag til dine symptomer, sygdom, smerter etc.

Så meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø. OG jeg tror på, at traumer ikke behøver at vandre videre, hvis de heles/heales op.

Dette hverken generationstraumer eller traumer opstået i dette liv.

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder - lige nu - i dette liv